”Mit lille univers er gået i stykker. Min verden er brudt sammen.” Det er fraser, jeg tit tænker, når jeg har det dårligt. Og det har jeg tit. Jeg har ofte smerter i benene og armene. Min læge siger, at det er slidgigt. Og det har ført til, at jeg er blevet førtidspensionist. I en alder af 42. Det er ikke sjovt at blive sat ud af arbejde i den alder. Det er sket for nylig. Jeg fik så ondt, at jeg måtte melde mig syg på arbejdet. Min læge sagde, at jeg skal finde en arbejdsskade advokat som for eksempel dem her, som kan hjælpe mig med at få erstatning for dårlig vejledning i oplæringen, da jeg startede på mit arbejde. Han er overbevist om, at det er en arbejdsskade.

God advokat i Aarhus

Jeg fandt en god advokat i Aarhus, som har hjulpet mig, og jeg har også fået erstatning. Heldigvis. Det giver mig lidt tid til at finde et andet sted at bo. Et mindre sted. Med en mindre husleje. Jeg får jo ikke det samme beløb hver måned mere. Jeg er også startet på et AMU-kursus. Jeg skal omskoles, så jeg kan få nogle nye kvalifikationer. Og det skal være i en retning, hvor jobbet, jeg muligvis vil kunne passe i fremtiden, ikke kommer til at belaste min krop. Jeg er interesseret i grafisk arbejde, og det vil måske være en mulighed for mig. Når jeg engang får bevis for at vide noget om det. Om farver, forskellige digitale værktøj (ikke kun photoshop), og den slags. Det kræver dog, at jeg lærer at sidde rigtigt ved en computer – og det kræver, at jeg lærer at holde pauser og se væk fra skærmen.Ikke flere arbejdsskader til mig!

Pas på øjnene

Vores lærer har sagt, at man kan få ødelagt øjnene, hvis man ikke sørger for at kigge væk fra skærmen ofte. Og det er rigtigt nok. Jeg synes selv, at jeg godt kan mærke, at det svier i øjnene, hvis jeg fx har siddet to timer med en øvelse. Jeg håber virkeligt, at kurset vil give mig muligheder for at komme i arbejde igen. Måske ikke på fuld tid. Bare i nogle få timer dagligt. Det vil være dejligt, hvis jeg kan få lov til at føle, at der er brug for min indsats.

Det var der jo på det tidligere arbejde, jeg havde. Min indsats var værdsat. Og jeg var faktisk stolt af at udføre mit job. Også selv om det er et job for ufaglærte. Der skal være plads til alle. Også mig. Og også selv om jeg har slidgigt. Hvis det ikke kan lade sig gøre, at jeg finder et lille job, ja, så ved jeg ikke, hvad jeg vil gøre. Måske begynde at designe små digitale postkort og sælge dem på en af de der platforme, hvor man bare åbner sin egen lille shop. Eller sådan noget i den stil. Tanken om, at jeg ikke kan bruges, er ikke sjov. Og den skal jeg altså af med. Nu. Ellers kommer jeg ikke videre i mit liv. Jeg nægter at gå ned med flaget, jeg vil ikke længere tænke, at mit univers er gået i stykker.