Så er den gal igen. Med min far. Han er altså lidt af et kludrehoved. Når foråret kommer, så tror han, at han er 25 år gammel igen. Det er han altså ikke. Han er 53. Men alligevel så styrter hen ud sammen med sine venner og begynder at spille fodbold med dem. De har sådan et veteranhold, hvor de mødes og spiller en gang om ugen. Nu har han så fået en skade – igen. Han har overdrevet med at løbe rundt efter bolden, og der er opstået en hælspore. Han ved godt, at han selv er skyld i det. Det skete også sidste år. Hvorfor kan han ikke lære af sine egne fejl? Han siger, at det er, fordi han bliver så ivrig under kampene, at han slet ikke tænker op det, fysioterapeuten har sagt: ”Tag det roligt, og træn dig langsomt og korrekt op. Lad være med at fare rundt, som om du er et lille barn.”

Alvorlig hælspore

Sidste år fik han en alvorlig hælspore. Jeg kan huske, at vi søgte efter hjælp til hælspore på nettet sammen. Han var ret utålmodig. Smerterne var store, og han har altså en meget lav smertetærskel. Vi fandt et sted med fysioterapi i Valby, som han syntes, at han havde hørt om. Han mente at have hørt, at de har en specialist, der især ved meget om den slags skader. Han bookede tid hos dem og kom da, også i hælsporebehandling hos fysioterapeuten.

Det var en superdygtig fysioterapeut. Massevis af erfaring. Jeg kan huske, da min far kom hjem efter det første besøg hos ham, havde han fortalt en historie. Terapeuten havde taget imod ham, med det der blik, der bare siger: ”Åh nej, ikke én til af de der 50-årige, der tror, at de kan alt lige med det samme.”

På fode – bogstaveligt

De havde en samtale, og terapeuten hjalp min far med at komme tilbage på fode. Det tog noget længere tid, end min far havde regnet med. Men han var alligevel glad for at gå til netop den behandler. Mest fordi de åbenbart havde en rigtig god kommunikation – og fælles humor. Det er vigtigt. Men min har altså ikke lyttet grundigt nok til, hvad fysioterapeuten har fortalt ham: Han skal ikke fare ud og løbe rundt i to timer uden først at have varmet sin krop op. Og han skal heller ikke ignorere bare den mindste smerte.

Husk nu opvarmning

Min far siger godt nok, at han da lavede nogle opvarmningsøvelser, inden de startede kampen. Men han havde bare glemt, at han skulle sige pause, når han mærkede en lille smerte. Og nu er vi så tilbage der, hvor min far var for lige lidt mere end et års tid siden: Han skal booke tid hos fysioterapeuten inde i Valby. Jeg har lovet at køre ham til Valby, når han har fået tid. Jeg håber bare, at fysioterapeuten giver ham en tid til sent på eftermiddagen. Jeg hader nemlig at skulle bede om at få fri fra arbejdet, bare fordi min far ikke kan passe lidt bedre på sig selv.