Selv om det går fint med omsætningen på mit værksted, hvor jeg har specialiseret mig i ombygning af biler til brug som handicapbiler, er det alligevel altid rart at få en ny type opgave, som man kan prøve kræfter med.

Og det fik jeg for nogle uger siden, da jeg blev kontaktet af indehaveren af en begravelsesforretning inde i Odense. Han ville høre, om jeg kunne påtage mig ombygningen af to nye biler, han havde købt, så de kunne anvendes som rustvogne. Det mente jeg nok, vores værksted kunne klare, så vi aftalte et møde, hvor han kunne forklare mig om kravene til sådan en rustvogn.

Så dagen efter fik jeg besøg af manden, der fortalte, at han har været bedemand i Odense i mere end 20 år, men at han ikke var helt tilfreds med det værksted, han hidtil har frekventeret, når en ny rustvogn skulle indrettes.

Han gennemgik de ændringer, jeg skulle foretage på de to Volvo Stationcars, han havde købt til formålet. Blandt andet skulle taget hæves, og der skulle bygge en sliske til kisten, så den er nem at få ud og ind af bilen ved en begravelse.

Det sidste kunne jeg se, at jeg i hvert fald fik nemt ved, for jeg kunne anvende en del af de komponenter, jeg bruger til de tilsvarende slisker i visse handicapbiler.

Vi enedes om en cirkapris på projektet, og dagen efter begyndte vi på ombygningen. Nu er vi færdige, og jeg håber, bedemanden vil være godt tilfreds med resultatet.